Hejsa.

Jeg kan godt huske du har lagt flere oplæg ind, omkring din vægt og kost et par gange før. Hvis du før har haft et strengt syn på din kost og været på en diæt, eller slankekur, og din krop har været vant til at blive sultet, ja. Så går den i sultestrejke og gemmer på alt hvad den for indenbords, fordi den ikke ved hvornår den får igen, alt dette lagrer sig så ofte som fedt. (Men stadig begrænset hvor meget fordi du trods alt stadig sulter kroppen) Men når du så begynder at spise anderledes, eller spise flere kalorier end tidligere, så SUGER kroppen til sig, fordi den har manglet den ernæring i så længe, og det er derfor du har taget sådan på, (og det er sikkert noget du har taget på, på relativ kort tid ikke?) og at du lige nu har svært ved at tabe dig.

Hvad spiser du i løbet af en dag ?

Det kan jo også være den forkerte kost du får? Spis noget mere protein, fx æg, eller hvis du stadig spiser mange grøntsager eller salat eller hvad du nu spiser, så hæld en dåse tun ud over eller makrel i tomat. Der er masser af proteiner i, og det sunde fedt, og det sætter virkelig din forbrænding i gang, samtidig med at du er mæt i længere tid.

Da jeg var yngre led jeg af anoreksi, og den dag i dag har jeg satdig svært ved at spise et normalt måltid bestående af fx et stykke kød, noget grønt og ris eller kartofler, pasta etc. hvad man nu spiser til aftensmaden. Så min aftensmad består ofte af frostgrøntsager og så med makrel i tomat over, for så får jeg stadig min portion af grøntsager og lidt protein, uden at jeg behøver at på "dårlig samvittighed" og jeg kan VIRKELIG mærke på mit energiniveau, hvornår jeg har spist rigtigt, og hvornår jeg har fået for lidt. Dvs for lidt protein o.lign.

Din kalorietælling er svær at komme af med når først man er begyndt, men det kan altså lykkes. Det handler om at vænne sig til simpelthen bare at stoppe sig selv i det, når man står i et måltid. Du må spise lige ALLE de grøntsager du vil, til det står ud af ørene på dig for den sags skyld, og så kan du nok regne ud at det ikke skader med lidt protein til :-) Jeg syntes også du skal begynde at styrketræne ind imellem, gerne de store muskelgrupper. Få hjælp af instruktøren i dit motionscenter og få ham/hende til at lave et program, til dig der skal hjlpe med at stramme op og erstatte fedtprocenten med muskler i stedet. :-) Muskeltræning forbrænder ikke så meget mens du er i gang, men det gode er at forbrændingen fortsætter efter du er stoppet træningen, og i takt med at dine muskler bliver større og du bliver stærkere, jamen jo mere forbrænder din krop :-) Held og lykke med det hele

Hej Nysgerrig, du får lige et langt Anna Bogdanova-citat omkring vægttab efter en spiseforstyrrelse:

"Hvad jeg først og fremmest vil fremhæve, er at kroppen er meget drænet for forskellige næringsstoffer efter en årrække af spiseforstyrrelser, hvilket med stor sandsynlighed vil hæmme et effektivt stofskifte (med dét mener jeg, at man ved en moderat regelmæssig træningsindsats og varieret mad bestående af uforarbejdede fødevarer i alle kategorier, med nok protein, kulhydrat og umættet såvel som mættet fedt, kan). 

Dét som din krop med stor sandsynlighed mangler, er mineraler, såsom zink og magnesium (bl.a. fordi optimale niveauer af mavesyre skal bruges for at optage dem fra maden, og har man haft bulimi/anoreksi i en lang periode, så vil det ikke være optimalt - heller ikke slimhinderne i mavesækken, som har brug for zink til at hele. Og kan du ikke optage zink, bliver det svært). Det bliver også svært at optage B12. 

En anden vigtig ting at få genoprettet, er neurotransmitter (hjernens signalstoffer) balance, og dertil har man brug for aminosyrer - dvs. proteiner. 

..Hulemandskost, med protein, mættet fedt - og naturligvis grønt, frugt, kerner og nødder - er "opbyggende". 

Jeg vil bare gøre dig opmærksom på, at din krop har brug for at blive bygget op lige nu - af grunde nævnt ovenfor - derfor har du både brug for komplette proteiner fra kød/fisk/fjerkræ og mættet fedt (som er nødvendigt for at kunne lave hormoner ud af). 

Man kan selvfølgelig supplementere sig ud af det hele, men det er ikke bæredygtigt på længere sigt, i mine øjne. 

Hvis du kom i min konsultation, ville jeg (efter at have udført fordøjelsestest, vitamin/mineral status, aminosyre profil på dig) starte med at opbygge din evne til at kunne fordøje animalske proteiner, og starte meget stille og roligt op ved først at tilføre smør og fløde til din kost, derefter supper kogt på kylling (med knoglemarv og det hele), derefter fisk og andre lettere fordøjelige kilder. 

Herudover vil du helt sikkert få zink og magnesium i kosttilskudsform - i en så letoptagelig form som muligt. 

Igen - fokus vil være på at genopbygge din krops essentielle funktioner, den hormonelle balance, stofskifte, hjernens evne til at danne de rigtige neurotransmittere i de rigtige mængder osv. Når dét er på plads, vil din krop give slip på fedtet, uden at du skal arbejde hårdt for det.  

I øvrigt - få lige lavet en D vitamin test hos din læge, det er også ret essentielt for effektivt stofskifte." 

Hej Nysgerrig,

Der er ikke noget så trist og nedtrykkende, som at have et mål, der bare ikke kommer nærmere. Selvfølgelig bliver du frustereret - især hvis du virkelig yder så stor en indsat, som du beskriver.

Jeg kan forstå, at du gerne vil have en krop, der er slank. Nu er slank et bredt begreb. Nogle piger mener, at en slank krop er "model-tynd", mens andre mener "atletisk". 

Hvis du vil bekrive dit mål nærmere, så er det nemmere for os at hjælpe dig. Se evt. denne artikel: http://sundhedoglivsstil.blogspot.com/2011/01/sadan-kan-du-na-alle-mal.html

Træningsmæssig og kostmæssigt vil jeg gerne bruge lidt tid på at hjælpe dig, så du kan komme i gang på en sund og gennemprøvet måde. Jeg kan nemlig godt blive bekymret for dig, når jeg læser dit indlæg.

Har du lyst til at prøve, så giv lyd fra dig.

Hilsen

M. Hansen  

Sundhedoglivsstil.blogspot.dk

Kære Nysgerrig

Jeg har også bemærket dine efterhånden mange indlæg, og føler med dig. Desværre er dette forum bare ikke det rigtige for dig at søge hjælp i.

Det er tydeligt at du har behov for mere (og professionel) hjælp.

Derfor får du her et link til nogle professionelle, der er tilbud om rådgivning både via mail, telefon og personligt: http://www.spiseforstyrrelser.dk/tilbud-om-hjaelp/telefonraadgivning/

Rigtig meget held og lykke!

Hilsner Ida

hej tine. 

- en dag for mig kan eks. være:

morgenmad: havregryn + frugt + måske et stk rugbrød. (2-300 kcal)

middagsmad: tomatsuppe med grøntsager, eller 2 rugbrød med fisk, pålæg og lidt grønt (ingen fedtstof) (400 kcal)

eftermiddag: en bolle med pålæg (200kcal)

aftensmad: tit rugbrød for det har jeg aller mest lyst til (smager bedst +kan ikke få mig selv til at spise kartofler, kød osv. når jeg ikke kan regne i kcal) (400 kcal)

natmad: kan være en bolle med pålæg, eller a38 m. frugt. (200 kcal).

hej ditte. 

-Sikke en laaang omgang. Jeg forstår hvad du mener. Men forstår ikke helt hvordan jeg skal bygge min kost op? har været ved en kostvejleder som gav mig en 1800 kcal'splan - men hun har overhovedet ikke hjulpet - blot bare at jeg skulle spise lidt mere. 

hej M.hansen. læste inde på din side - det ser lovende ud!

har du virkelig lyst til at hjælpe kunne det var helt kanon!

@nysgerrig

Det gør jeg gerne.

Du kan begynde med at fortælle, hvor meget tid du har til rådighed, og hvilke redskaber du har til rådighed.

Hilsen

M.Hansen

http://sundhedoglivsstil.blogspot.com/

Hej nysgerrig,

Jeg tror, du er nødt til selv at kontakte Anna Bogdanova for at få det uddybet. Jeg kan desværre ikke forklare det.

http://www.annabogdanova.dk/?page_id=677

M.Hansen

Jeg har alt den tid jeg skal bruge. Er i gang med en 'hav-det-bedre'- periode.

 Jeg går kun i skole ca. 2-3 timer dagligt - mere kan jeg ikke overskue - så har mange muligheder foran mig. 

@Nysgerrig

Jeg må ærligt indrømme, at jeg har fået kolde fødder mht. at give dig et kost- og træningsprogram. Efter jeg læste dine andre indlæg, tror jeg, at du skal ligge dit fokus et helt andet sted. Nemlig at komme psykisk på fode igen. Det er, som Ida siger, noget du bør bruge professionelle til.

Når det så er sagt, så vil jeg rigtig gerne hjælpe, men først når du føler, at du har et træningsoverskud.

Håber du forstår.

Hilsen

M.Hansen

http://sundhedoglivsstil.blogspot.com/

Hej 

Vil bare lige sige til dig at det er rigtig mange der har det skidt med den måde de ser ud på og deres vægt. 

Og på dette fora er det også helt normalt at hver gang en ung kvinde ytrer sig om dette og er tynd/slank, så er der straks dem der farer i blækhuset og begynder at skrive om spiseforstyrrelse osv. 

Med en vægt på 51 kilo har du en ok vægt hvis du er normalbygget. Og selv med en vægt på 46 kilo er der stadig langt til at du er svært undervægtig og dermed i risikogruppen for at udvikle en spisforstyrrelse. 

I din alder er det helt normalt at tage lidt ekstra kilo på. Det kaldes populært sagt for hvalpefedt. Det er genetisk bestemt og der er ikke så meget du kan gøre ved det. Jeg ved at det er en ringe trøst men jeg vil tro at du om et lille års tid er ude af den fase af dit liv. Så prøv om du ikke kan være lidt tålmodig. Ved godt det er svært. Men prøv. 

Udfra din vægt vil jeg mene at den mængde du indtager er ok. Men et godt tip er at spise meget proteinrigt. På min blog kan du se hvor mange gram du skal ha af protein, fedt og kulhydrat pr. dag. Det er meget vigtigt at spise masser af proteiner hver dag. Det skyldes at protein (aminosyrer) bruges til opbygning af kroppens celler. Og da der dannes millioner af dem hver dag skal man sørge for at spise masser af protein da kroppen ikke har et lager af protein i modsætning til fedt og kulhydrat. Gode proteinkilder er fisk og nødder. Tun indeholder ca 22 gram protein pr. 100 gram og kun max 2 gram fedt. Spis helst ikke kød fra gris da fedtet fra gris er meget usundt. 

Vand er også en meget vigtig ting at få hver dag. Med din vægt skal du drikke knap 2 liter hver dag. Start gerne dagen med 2 glas vand. Vandet virker udrensende. Start resten af dagens måltider med et glas koldt vand. Vand har vi heller ikke et lager af. Du kan mærke på din hud om du mangler vand. Er den tør er det fordi du mangler vand. Føles huden glat og smidig får du det vand du skal ha. 

Du skriver at du har svært ved at sove. Magnesium mangel kan være årsagen hertil. Køb magneium piller i en helsekostforretning. Jeg har nogen hvori der er tilsat kalk. Følg anvisningen. Det vil hjælpe dig med at få en god søvn. 

Dyrk masser af motion. Gå gerne en lang tur hver dag, nu hvor du har god tid, på en times tid. Gå i et raskt tempo. Tag evt. din ipod med så du kan høre noget musik du holder. Prøv at holde fokus på dit åndedræt mens du går. Det vil hjælpe dig med at lære at fokusere på det væsentlige i livet. Start gerne dagen med gåturen. Efter skolegang, spis godt, hvil dig i en times tid. Dyrk så igen motion i en times tid. Denne gang med en høj puls. 

Til sidst: Prøv at gentage dette mantra i 3 minutter. Jeg synes jeg er perfekt og vidunderlig. Det vil hjælpe dig med at blive den du gerne vil være. 

Hilsen Knud

www.levenkelt.blogspot.com

Hej Knud,

Jeg er ikke ekspert i spiseforstyrrelser (og det er, så vidt jeg ved, du heller ikke), men jeg synes, det er lidt foruroligende, hvordan du så selvsikkert fastslår, at nysgerrig er sund og rask. Også selvom hun før var undervægtig - dog ikke noget vildt - og havde og har usunde tanker om krop og mad.

Selvfølgelig er mange teenagere optaget af krop, mad og tyndhed. Og ikke alle der er det, er syge. Men der er en del herinde, som har vist usunde tegn og som - hvis de ikke får hjælp - er i risiko for at styre mod en spiseforstyrrelse af en eller anden art. Det bør tages alvorligt. Ligesom deres tanker efter evt. behandling skal tages alvorligt.

Hilsen Ditte - fast bruger af I forms forum + uddannet pædagog.

@Knud

Jeg er enig med Ditte. Du skal træde varsomt her.

Uanset hvor stor træningserfaring vi end må have (eller tror vi har), så er Iform en inspirationsside, og ikke en erstatning for professionel rådgivning. Det bør du huske.

Du har selv børn, kan jeg forstå, og ville du selv have, at de fik rådgivning fra en ukendt person frem for at søge hjælp hos professionelle i denne sammenhæng?

Håber du forstår.

Hilsen¨

M.Hansen

http://sundhedoglivsstil.blogspot.com/

Knud, her er lidt stof til eftertanke

Fra wikipedia:

En person har en spiseforstyrrelse når vedkommendes tanker, følelser og adfærd i forhold til mad, krop og legemsvægt begynder at begrænse livsudfoldelsen og forringe livskvaliteten. Personen bliver overoptaget af sin krop, vægt, udseende og spisning.

Kære Nysgerrig,

såvidt jeg kan læse/høre på de andre indlæg så er de "normale". Du har en spiseforstyrrelse (punktum). Jeg har selv en spiseforstyrrelse er er begyndt i behandling. Jeg vil foreslå dig, at kontakte din læge. Steder som jeg kan anbefale er kildehøj og frederiksberg centeret. Jeg ved hvordan du har det - og hvor frustrerende det er. vægten står stille på tgrods af atman indtager 1200 kcal osv. ædeflip er der også, da kroppen hungrer efter næring. Det tager tid for din forbrænding at blive ok igen.

Et eksempel: efter 2. verdenskrig ved du nok, at man fandt en del udhungrede mennesker (KZ lejrerne), det undersøgelser blev lavet, selv 1,5 år efter deres "befrielse" havde de stadig ædeflip - dvs. deres appetitregulering og forbrænding var stadig ikke normal.

Samtidig arbejder mange behandlinger med "et naturligt vægtniveau". Din krop tager evt. på, fordi den endnu ikke er nået til sit naturlige vægtniveau. Når din forbrænding bliver ok igen, vil du med stor sandsynelighed tabe dig en smule, da kroppen "opdager" at der ikke er en risiko for at sulte.

Selv kæmper jeg rigtig meget med kalorietælning - og min spiseforstyrrelse. Kæmp videre du skal nok klare den, hvis du virkelig gerne vil! Men kom nu til lægen eller kontakt er behandlingscenter. Jeg har spildt de tre bedste år af mit liv på min spiseforstyrrelse - alle siger at gymnasiet er de bedste år af deres liv. Giv ikke op!

Hej Sabine, Ditte og Hansen

Jeg vil ikke gå nærmere ind i den konkrete sag. Jeg har før været i en lang diskussion med Ditte og andre her på forummet. På det tidspunkt undersøgte jeg sagen nøje, og læste blandet en rapport udarbejdet af Sundhedsstyrelsen om emnet. Her ud af kan man udlede at den måde hvorpå offentligheden og medierne omtaler spiseforstyrrelser er meget forvrænget. Der er  ca 2000 unge kvinder der har en spiseforstyrrelse og de 80 % bliver fuldstændig helbredt. Dvs at der er ca 400 unge kvinder der har en vedvarende spiseforstyrrelse. Det er naturligvis meget alvorligt for dem. Men de lærer også over en længere årrække at leve med deres sygdom. 

Det jeg synes er uheldigt er at vi har en tendens til at sygeliggøre alt muligt. Med det samme vi har et problem skal vi straks kontakte lægen eller en ekspert. I dette tilfælde anbefales nysgerrig så at kontakte en forening om spiseforstyrrelser. Jeg har læst alt indholdet på foreningens hjemmeside og kan konstatere at foreningen ikke baserer en del information på de faktuelle forhold. Foreningen gør tingene langt værre end de er. Så derfor duer det ikke at bruge dem som rådgiver. 

Den anerkendte amerikanske psykolog Ercisson inddeler vores liv i såkaldte livsfaser. I hver fase er der udviklingstrin der er essentielle for at udvikle sig til et helt menneske. I teenageårene er det alt dominerende et opgør med autoriteter for derved at finde sit eget ståsted her i livet. Et andet udviklingstrin er forholdet til kroppen. Det er således helt normalt at kritisere sin egen krop, man kan eks synes at man er for tynd eller for tyk. Man synes typisk også at man er anderledes end de andre, at de ser langt bedre ud end en selv og mm. Det positive er så når man sætter sig et mål og siger til sig selv. Jeg er fem kilo for tyk, og derfor vil jeg tabe mig de fem kilo, ved at spise sundt og dyrke motion. Bedre kan det ganske enkelt ikke være, idet der er tale om selvrefleksion efterfulgt af en handling hvis man lægger sin kost om og dyrker motion. Samtidig hermed sker der også en voldsom fysisk udvikling af kroppen og af divs hormoner. Kort sagt: En teenager skal ha styr på en helt masse og det er populært sagt skidesvært, og vil i perioder give anledning til at man bliver ked af det og måske udløse en livskrise. Alt dette er helt normalt og vil når teenagern kommer igennem livskrisen betyde at teenageren er nået et skridt videre i at finde sit eget jeg. 

Fysisk set er der meget stor forskel på hvordan vi er bygget. Der er personer der er meget slank bygget med en meget fin, let og efter min mening en meget smuk knoglestruktur. Disse personer vil også typisk ha meget slanke og aflange muskler. Vægtmæssigt vil de ha en meget lav vægt. En sådan person er helt normal og kan sagtens ha et BMI langt under de angivne normværdier. En sådan person vil med den rigtige træning kunne udvikle sig til en god badmintonspiller og højdespringer eks. 

Knud

Ikke for noget vel? Men jeg giver op.

Der er intet rigtigt man kan gøre. Enten SKAL jeg spise for lidt ellers kommer jeg til at spise for meget. Ingen mellemvej. Jeg prøver at finde mig selv i det her lort - men enten er jeg heeeeeeeeeelt normal ellers er jeg dømt til spiseforstyrrelse. Jeg vil gerne leve et liv hvor jeg har energi og overskud til venner, fester osv. Men det har jeg ikke. Selvom jeg fx forbrænder 2000 kcal en dag, og så kun spiser 1500-1700 kcal - så tager jeg på. Jeg prøver at være ligeglad, men når jeg ser mit eget spejlbillede bliver jeg så hammer frustreret. Alt mit fedt sætter sig om maven - punktum. Jeg ved ikke hvad jeg gør forkert. Jeg er på randen af at komme tilbage til 1000 kcal, og så nogle spiseflip i hvert måned + en kolosal træthed og ingen overskud ti NOGET. Jeg har fået mere energi ja, men inden i er det noget bræk. Jeg ved godt at folk skriger: psykolog! jaja, men der har jeg været og det er ikke blevet bedre. Jeg savner mit gamle jeg, hvor jeg kunne spise når jeg følte sult, frem for konstant(mener KONSTANT) trang  til mad. Jeg kunne spise for meget en dag uden at fortryde, jeg kunne dyrke motion, jeg orkede mine venner, jeg følte glæde, jeg var ikke flov over min krop. Men nejnej. jeg kan hverken finde hoved eller hale i jeres indlæg da de er så vidt forskellige. Men tak fordi i det mindste prøver.

Man skal selvfølgelig ikke blindt og kritikløst tro på alt, hvad medierne skriver og fortæller om. Og som sagt er jeg ingen ekspert i spiseforstyrrelse (eller kost eller træning for den sags skyld). Det er også vigtigt at slå fast at et lavt BMI ikke nødvendigvis er lig med sygdom. Jeg var selv længe lidt undervægtig. Tynd. Usund (dårlig kondition, svage muskler). Men med en god appetit og glad for mad.

Det der triggede mig mest var, at du - efter min mening - ikke tog hendes tanker alvorligt. Jeg er ikke i tvivl om, at du gjorde det i 'bedste mening'. Men det var/er måske ikke, hvad nysgerrig har brug for lige nu.

Og hvis jeg nu og fremover læser usunde tegn på pigers forhold til krop og mad, så vil jeg stadig opfordre dem til enten at søge psykolog, læge og/eller henvise til LMS http://www.spiseforstyrrelser.dk/ For det skal helst tages i opløbet FØR det bliver til en invaliderende sygdom. Nogle gange kan man måske nå at hjælpe vha. "almindelige" råd omkring kost og træning. Andre gange er tankerne måske allerede så låst fast, at der skal prof. hjælp til.

Hej Nysgerrig,

Jeg kan godt forstå du er forvirret!

Hvis jeg var dig så ville jeg finde ud af med mig selv om du er parat til at ændre nogle ting og arbejde med dig selv vha. en psykolog eller andet proffesionelt. Hvis du ik er klar på at ændre noget så kan du bruge nok så meget tid og penge på hjælp, men uden at det blir en succes. Du kan kun hjælpe dig selv, andre kan ik gøre det for dig. Du skal ha nogle værktøjer til at ændre din tankegang og dine dårlige vaner. Men igen kan det kun lade sig gøre når du er parat til det.

Jeg har selv gået til psykolog igennem et stykke tid og det hjalp ingenting fordi jeg ik var parat til at ændre noget. Så kom jeg et år efter igen til noget terapi og det har hjulpet mig rigtig meget, fordi jeg netop var parat til at arbejde med mig selv og bruge de værktøjer jeg fik derfra. Det er hårdt arbejde, men vil man ha et bedre liv er det den hårde vej man må gå. Ingen andre end dig selv kan ændre på tankerne, om det så er med hjælp udefra eller ej.

Når man skriver på en side som den her, så må man regne med der kommer mange blandede svar, fra alle mulige typer mennesker. Det må man tage med. Det er ingen professionel side og det er kun til gode råd og ideer. Så kan man sortere fra, hvad man kan bruge til noget og hvad man ik kan bruge til noget.

Sabine

hej nysgerrig

har haft samme oplevelse som dig med en psykolog der ikke hjalp og faktisk bare gjorde det værre, men det var fordi det ikke var den rigtige psykolog for mig, vi kommunikerede ikke ordentligt og forstod ikke hinanden, dermed ikke sagt man skal opgive, jeg synes du skal finde en anden der kan hjælpe dig med dine problemer, for det har du brug for, for at komme videre med dit liv og få det tilbage du har mistet. Maden, motion og vægttab er ikke løsningen på dine problemer, men det kommer også så snart du begynder at få styr på dig selv og dine følelser. 

Kærlige kram Ref

Kære Nysgerrig.

hvor kan jeg dog nemt nikke genkendende til din situation. Og du har ret.. det føles som om, der ikke er noget rigtig man kan gøre.

desværre er der ikke så meget andet for, end at gøre op med sig selv, hvad der er vigtigst for dig. det handler om valg. den gode nyhed er, at du kan opnå begge dele. Energi, normal hverdag OG en sund, slank og flot krop.

men det kræver tid, og det kræver blod, sved og tårer mere end noget andet.

Mit råd til dig, ville være. prøv så godt du kan, at forblive på den fornuftige og sunde livsstil du har påbegyndt, med mere mad osv. Du vil nok blive ved med at opleve en smule vægtøgning, og i starten vil det sætte sig rigtig underligt. - for midt vedkommende satte mine 15 kg sig, i hovedet og på hofterne. groft sagt. og jeg haaaadede det, og havde dage hvor jeg ikke ville uden for en dør.

men det der hjalp mig, var hele tiden at have i bagtankerne. Jeg gør det her, fordi jeg vil have et normalt liv. jeg gør det her, fordi jeg vil have et liv. jeg ser dum ud nu, men det er kun midlertidigt. for når din krop kommer mere i balance, bliver det meget nemmere at komme i form og forme din krop, som du gerne vil have den. på en sund måde, med en normal forbrænding.
det er ikke en hurtig løsning, men.. den har hjulpet mig. jeg gik fra en tynd, lille mus på 35 kg, til 50 kg på to måneder. idag, (efter fire år med yoyo vægt, hvor jeg prøvede at opnå flot krop med lavt madindtag og ingen motion, igen), og et et år med fast træning og fornuftigt madindtag, har jeg en nu stærk og sund krop. Og jeg kan nu godt tillade mig, at spise "forkert" engang i mellem, også uden det har nogen indvikning på vægten. dette var så en hentydning til, ikke at spilde de fire år som jeg gjorde (; for det er nemlig slet ikke nødvendigt! men det er hårdt arbejde.

håber du kan burge mine erfaringer bare en smule.

kærligst Hanna

Knud:

Jeg har før set dine indlæg og jeg må vove at påstå at dine udtalelser er decideret skadelige for spiseforstyrrede mennesker at læse.

Antager vi at 'Nysgerrig' har en meget spinkel bygning og er meget tynd af natur, så er 46kg måske ikke alvorligt. Men har du overvejet at hun kunne være en kraftigt bygget pige? I det tilfælde opfordrer du en pige til rimelig alvorlig undervægt ved at sige at 46kg ikke er farligt. Det giver et BMI på 17,3!!! Man plejer at regne 17,5 for anoreksigrænsen. I øvrigt er det med en anoreksigrænse latterligt, for selv hvis én på 90kg sulter sig og overtræner, så er det sgu stadig anoreksi, da det er en PSYKISK sygdom og IKKE en fysisk. Og den måde hvorpå du tillader dig at ytre at spiseforstyrrelser er en overvurderet sygdom sætter virkelig mit pis i kog. Jeg har selv lidt af anoreksi, været indlagt og tæt på at DØ! Hvis ikke det var fordi min omgangskreds, læger og behandlere tog det alvorligt, havde jeg ikke været her den dag i dag og havde jeg læst et indlæg som dit dengang jeg selv for alvor var syg, kunne det sgu have fået mig til at tage livet af mig selv eller noget i den grad, da jeg simpelthen ville føle mig SÅ set ned på og latterliggjort. Det kan jo for helvede ikke være rigtigt at man skal ligge og veje 20kg uden at være i stand til at rejse sig af udsultning før man bliver taget alvorligt.

Jeg synes VIRKELIG at du bør tænke over hvilke konsekvenser dine udtalelser kan medføre. Dog er jeg rimelig sikker på at mit indlæg er meningsløst da jeg fra madital har erfaret at man med dig taler for døve ører. Jeg håber ikke at mit indlæg virker alt for hårdt, det er ikke ment som et angreb, og jeg forsøger med al magt at styre mit temperament :-)

Hej littlenugget

Jeg har som jeg før har skrevet undersøgt sygdommen anoreksi. Anoreksi er en sygdom der skal tages alvorligt og symptomer der indikerer udvikling af anoreksi skal også tages alvorligt. 

Set i det samlede sygdomsbillede er anoreksi en meget lille sygdom, da der er meget få personer der får anoreksi og da behandlingsmetoderne er gode bliver stort set alle helbredt. 

Det jeg prøver på at synliggøre i mine indlæg er at vi alle gennemløber en udvikling psykisk, socialt og fysisk. Kort fortalt kan livet inddeles i livsfaser. Hver fase er kendetegnet ved at der finder en specifik udvikling sted. I teenagefasen er det helt centrale et opgør mod autoriteter samtidig med at der sker en ret voldsom fysisk udvikling. Formålet psykologisk set er at udvikle sig fra barn til voksen, at finde sit jeg, sit ståsted her i livet. Den fysiske udvikling medfører ofte at der hos unge sætter sig fedt på maven, balller og lår. populært kaldes det for hvalpefedt. Fedtet vil som oftest forsvinde helt af sig selv igen. 

I praksis vil mange teenagere være utilfreds med deres krop, dette er helt naturligt og lige så naturligt er ønsket om at ha en slank krop, da det er sundhedsidealet. Og det er her iform.dk og dette forum bliver aktuelt. Formålet med dette forum er at brugerne kan skrive og stille spørgsmål om alt indenfor, sundhed, kost og træning. Andre brugere kan så svare på spørgsmålene. Brugeren der stillede spørgsmålet kan da reflektere over svarene, forkaste dem alle eller  bruge de svar spørgeren finder relevant. 

Derfor respekterer jeg dig for din holdning til anoreksi, skønt jeg er uenig med dig. Jeg finder dine betragtninger og oplevelser med sygdommen og systemet interessante og lærerige, da de viser at behandlingsystemet fungerer og derved understøtter mine synspunkter om sygdommen da næsten alle i praksis bliver helbredt.

Hilsen Knud

det er som om, denne debat ikke længere handler om nysgerrigs problem/spørgsmål?...

Til hende den rigtigtigtigtigtigigt forvirrede, vrede og kede af det....

Flot, at du ikke vejer 46 kg. mere!!! Uanset om du føler det ene eller det andet, så er du stadig ikke på den vægt, som du burde have, hvis du skal ha det tip top..... Et par kg mere.... Mindst.

Må jeg anbefale Loop træning!!! Her får du syn for sagen..... Men spis.... Så du får muskler og ikke bliver senet og benet.....

God vind fremover....

Jeg kan så indrømme åbent at jeg ikke er en skid helbredt. Jeg har overlevet, ja, men jeg lider stadig under sygdommen hver eneste dag, jeg tænker aldrig på andet end min vægt eller hvad jeg spiser og hvor meget jeg forbrænder, samt jeg nu også lider af bulimi fordi jeg blev presset for hurtigt ud i vægtøgningen og de 'normale' spisemønstre. Lægerne gav mig valget enten at tage på eller blive indlagt og dermed ikke kunne starte i gymnasiet. Derfor tvang jeg mig selv til at tage på og dermed overleve. BEhandlingen er langt fra effektiv nok, og mit liv har i fire år været noget lort pga anoreksi og jeg ved personligt ikke hvad der skal til for at kurere mig men landets nuværende behandlingsformer er helt klart alt for dårlige og det lider mange af de ramte under.. Ydermere kan det godt være at der kun er så og så mange spiseforstyrrede registreret, men man skal tænke på at der er mindst dobbelt så mange der aldrig bliver registreret. Jeg har adskillige veninder (og endda venner), der lider af spiseforstyrrelser i det hemmelige, brækker sig hist og her og sulter og gør ved, og de bliver aldrig registreret. Undersøgelser har også vist at hver 4 pige er i risikozonen for at udvikle en spiseforstyrrelse. Det er alligevel mange synes jeg... Så jeg synes bestemt ikke at man tager spiseforstyrrelser for alvorligt. Jeg har selv kæmpet i fire år for at slippe af med min. og jeg ville gøre ALT for en behandling der virkede.

Beklager hvis jeg overreagerede lidt i mit forrige indlæg, du skal self have lov til at have den mening du nu har, jeg bliver bare lidt oprørt når den sygdom, der har gjort mit liv til et helvede igennem fire år bliver omtalt som noget der slet ikke er alvorligt. Jeg synes at du skulle tage at google pro ana/mia og se hvor udbredt det er i vort samfund samt måske besøge følgende side http://anamia.forumsmotions.com/forum og oprette en profil og læse lidt om hvordan disse mennesker har det.. Samt søg på thinspiration på youtube.com og se alle de resultater af videoer med syge piger der kommer frem.

Self er det en normal ting at teenagepiger er usikre på deres udseende, men der er forskel på at være en oprørsk teenager der i frustration over sine nye hofter taber et par kilo og på at være syg af anoreksi. Jeg hentyder ikke til trådstarter overhovedet, men der findes virkelig mange unge mennesker, der har det så frygteligt pga deres spiseforstyrrelser. Tro mig, jeg har SÅ mange i min omgangskreds, der lider under det... Men det er klart at man som voksen kun kan stole på det man læser i bøger og på nettet, så voksne ser det jo ikke med egne øjne.

Hilsen LittleNugget

Hej igen alle. Har gået og gruet lidt over jeres svar. Jeg er godt klar over at dette er en hjemmeside for ikke-professionelle kosteksperter, læger osv. Men jeg bliver ret frustreret over nogle af jeres svar - og selvfølgelig er i ikke tankelæsere! Men kort og godt: Maden styrer mit liv. Det har taget en helt forkert drejning alt det her sundhedspis. Man hører ikke om andet i tv og blade: ''Sådan bliver du slank!'' ''sådan skal kan du tabe dig'', osvosv. Min krop er helt forkert. Min mave og hofter er brede( jeg ved godt at i siger at der er kvindeformer, MEN hvordan helved kan det så være at så mange andre er så slanke i min omgangskreds, eller skruet bedre sammen?!) Jeg har ingen bryster efter jeg tabte mig, SELVOM jeg har taget snart 6 kilo på. Min mave er dellet og 'kvapset' - selv om jeg holder mig 2-400 kcal under hvad der bliver råddet mig til. Hvad vil der så ikke ske hvis jeg begyndte at spise mere? Jeg tænker ikke over andet, og jeg er seriøst så flov over min krop. Jeg vil IKKE være sammen med min kæreste længere, jeg vil IKKE ud og bade og jeg vil generelt altid gå i stort tøj. Jeg er så træt selv om jeg de sidste 3 dage har sovet ti timer hver eneste nat. Jeg overskuer ikke rigtigt andet mit arbejde og så et par timer i skolen. Jeg føler mig ikke menneskelig  længere. Jeg er i syv sind over alt der her bræk. Ja jeg burde snakke med en psykolog - bin there and done that. Det har IKKE hjulpet. Jeg har været ved læge. Det har heller IKKE hjulpet. Vi har snakket med kommunen. Det har heller IKKE hjulpet. For hver dag der går kan jeg mærke jeg har mere og mere lyst til at overspise. Jeg tænker ikke på andet end mad. Jeg er aldrig sammen med veninder længere. 

Undskyld mit sprog. 

Det lyder til du ik har lyst til at forandre noget som helst! Du har fokus de helt forkerte steder. DU er den eneste der kan ændre din indstilling, hverken læger, psykologer eller kommunen kan gøre det, de kan kun give dig værktøjer du selv skal arbejde med.

Gider du overhovet ændre noget.. Eller er det nemmere at leve i det mønster du gør nu istedet for at tage kampen op..Det virker til du tror tingene bare skal ske af sig selv -det gør de ikke.

Findes der overhovedet et svar du kan bruge..? Det tvivler jeg på.

Hej Nysgerrig

Vil lige undskylde for at have kørt din tråd helt ud på et sidespor. Det var ikke meningen, så skylder nok at svare på dit oprindelige spørgsmål.

Du har ret i at der er noget helt galt hvis man hele tiden tænker på at man er flov over sin krop og at maden og vægten og utilfredsheden omkring ens krop fylder alt for meget. Jeg kan ikke vurdere hvorvidt du har en spiseforstyrrelse eller ej, men så længe du er dig bevidst om at det er ved at tage en forkert drejning så har du en god mulighed for at stoppe det inden det når så vidt. Altså at spise 2-400kcal dagligt er klart spiseforstyrret hvis det står på i en længere periode og man ikke kan få sig selv til at spise mere selv om man ønsker det og ved at det man gør er farligt. Èn ting er i en uge at spise 2-400kcal fordi man er en forstyrret teenager, der er med på slankedillen i en kort fase, men bliver træt af det efter et par uger og går tilbage til et normalt liv. Noget andet er hvis man sidder fast i det, spiser mindre og mindre og ikke tænker på andet end maden og vægten og det fylder alt. Du ved nok bedst selv hvor du hører til. Ikke alene ødelægger du din forbrænding ved at spise så lidt, men du underernærer også dig selv og du taber dig faktisk mere af at spise 1000-1200kcal og dyrke noget motion ved siden af. Men det vigtigste for dig er sandsynligvis ikke at tabe dig eller ændre dig for der er garanteret intet i vejen med dig udover det billede du har af dig selv i dit hoved. Så det er nok dét du skal arbejde med.

MEN én ting er sikkert: du må ikke lade dette tage dit liv fra dig og dine glæder, dvs. lad være med at gå fra din kæreste fordi du skammer dig over din krop. Det er der ingen grund til. Altså det er svært for mig at give dig råd når jeg ikke kender din situation bedre. Men hvis du tror at det kunne hjælpe at tale med en der har prøvet det og som ved hvordan det føles at have det som du har det, så står jeg gerne til rådighed.

Hilsen LittleNugget

Sabine må jeg spørge om hvorfor at du mener jeg ikke vil ændre det? Jeg hader det her. Har altid været udadvendt og positiv. Jeg savner det virkeligt. Men Jeg ved ikke hvordan jeg skal komme ud af det her på egen hånd - har du selv prøvet det? Det er ikke bare at spise det mere, Nej det hele skal laves om, og det er fandme svært. Ja selvfølgelig er det svært - det ved jeg. Men forventer ikke at andre skal gøre det for mig, men savner nogle/noget der kan hjælpe mig på vej. 

- nugget. Hvis jeg en dag forbrænder 1900 kcal, så spiser jeg 1500-1600 kcal. Så jeg får mad, men hver eneste ting jeg får ved jeg næsten helt præcist hvor mange kcal der er i. Jeg drikker ikke med mine venner længere da jeg ved hvor mange kalorier der er i - og kan slet ikke overskue det når jeg er træt. Men mest af alt har jeg lyst til at sætte mig ned og så gufle 10 kilo slik i mig, og så bare blive fed, droppe min kæreste, og så håbe at jeg forlader det her sted - fordi jeg bliver for tyk til at leve. Ved godt at det er en syg tanke, men har bare sådan nogle dage ofte. Mad, mad,mad. Spiser kun mad jeg ved hvad indeholder af kcal, kan ikke spise min mors lækre frikadeller, brun sovs, lasagne, taco skaller osv. Kan ikke spise en nybagt bolle hos bedstemor eller et stykke lagkage til en fødselsdag. Nej intet kan jeg længere. Det her hæmmer mig fra at gå til sociale arrangementer da næsten alt indeholder mad. Og har slet ikke overskud til det :'(. 

Åh søde ven, du er SLET ikke alene om de tanker, jeg har det fuldstændig ligesådan, jeg spiser INTET jeg ikke ved PRÆCIS hvad indeholder af energi og andre ting. Spiser KUN mad jeg selv har lavet eller ting der er i en pakke med en næringsdeklaration. Dvs ingen mad hos andre, ingen restaurantmad (kun sunset fordi de har en liste over kalorieindhold), intet sammenkogt mad min mor laver præcis som du nævner frikadeller, taco, lasagne) og jeg drikker naturligvis heller aldrig, jeg har ikke rørt en dråbe alkohol i fire år (jeg er 18år og går i 3g så det er lidt et særsyn på min skole).

Det er pisse belastende at have det sådan, så jeg føler virkelig med dig. Men du bør ikke være bange for at spise 15-1600kcal, men jeg kan godt forstå at du er det. Men én ting der hjælper er at dyrke motion fordi så ved du at du forbrænder meget mere. Så kommer du self stadig i underskud men du får trods alt stadig mere næring.. Og så spred kalorierne ud over hele dagen så du ikke skal igennem så store mængder på en gang. Altså 5-6 mindre måltider. I stedet for 3 store der virker overvældende..

Wow. 

- Jamen jeg kunne sagtens spise mere, er altid sulten. Men har ikke overskud til motion, jeg er simpelthen så træt. Så vil heller ikke spise mere. Jeg føler mig bare kvalt i alt der her. Vil så gerne ændre det, men når jeg kigger mig selv i spejlet vil jeg bare tabe mig, slanke mig, dyrke motion osv. Men samtidig vil jeg gerne føle mig normal igen. At kunne spise lidt for meget en dag og dyrke lidt mere den næsten - men ingen af tingen kan jeg klare. Min mor bliver ved, men hun tror det er så nemt for hun forstår det slet ikke s; 

Det er klart, det er også sindssygt svært at sætte sig ind i for udenforstående. Men det er godt at hun er opmærksom på det, nu ved jeg ikke hvor nært dit forhold er til hende, men måske kan du sætte dig og tale med hende om det så hun bedre kan støtte dig i hverdagen? Min familie kender alt til mit problem og det har hjulpet en del at kunne gå til dem når jeg har det svært med noget.

Ja normal er jo det vi alle gerne vil være... Jeg har også en drøm om en dag at kunne leve et normalt liv som mine venner og spise det de gør uden at være totalt fanatisk med træningen, men det værste er at det er så længe siden jeg har spist og trænet normalt at jeg ikke engang kan huske hvordan jeg levede før. Men det mærkelige ved det er, at jeg synes at jeg er flot når jeg ser i spejlet, jeg synes ikke engang at jeg er tyk, men jeg er alligevel rædselsslagen for at tage på... Det er vildt underligt. Tror bare jeg er bange for at det løber løbsk på en måde... For at jeg mister kontrollen.. Men jeg kender godt til at føle mig tyk, for jeg HAR rent faktisk været overvægtig og hadet min krop som pesten. Så jeg ved godt hvordan du har det, men forskellen er bare at du langt fra er tyk :)

Det vigtigste du må huske er at det du ser i spejlet sandsynligvis er vrangforestillinger. Det er der rigtig mange spiseforstyrrede (og også normale, raske mennesker) der har. Bare se dine tynde veninder der kniber sig i deres ikke-eksisterende fedt og spørger om deres røve ser fede ud i deres bukser. De synes også de er tykke nogen gange, det synes de fleste mennesker faktisk. Sagen er den, at mange bilder sig det ind. Og i sådan en situation må man forhold sig logisk og kigge på sin vægt, sin højde og evt få målt sin fedt% eller spørge nogen man stoler på om man virkelig har de deller. Tallene kan man altid regne med og siger din fedt%, vægt og bmi at du er normalvægtig, så må du erkende at det er vrangforestillinger når du ser dig selv som tyk i spejlet :) Tallene er i hvert fald det jeg altid holder fast i hvis jeg føler mig tyk.. De giver en tryghed fordi tal ikke tager fejl.. :)

Jeg prøver VIRKELIGT at forklare det. Men alligevel bliver det ikke rigtigt taget så seriøst. Hun tror at jeg bare kan glemme det. Det ret stressende. 

- Jeg kan heller ikke huske hvordan det er at leve normalt? Hvordan man spiser et rigtigt måltid uden kalorietælling, ikke at hungre efter mere, frygte at spise det osv. HOW TO DO THAT?

jamen jeg er jo ikke tynd? det irreterer mig rigtigt meget at jeg tænker så meget over mad/kalorier når man egentligt ikke kan se på mig at jeg spiser lidt mindre end jeg burde. Min mave blævrer, der er en delle, ingen bryster, og større og større lår:). Så kan jeg se på nogle veninder at de spiser Præcist som de vil, men de er bare anderledes skruet sammen, med en flad mave, og bryster. 

Søde Nysgerrig, hvor er jeg glad for at høre at det går fremad! Men de andre har ret omkring din forbrænding, den er fuldstændig i bund. Du er nød til at spise 2500 MINDST! ABSOLUT MINDST, hvis du vil have din normale forbrænding igen. Du har gjort  skade på din krop for mange tusinde kalorier, og jo før du får dem erstattet, jo bedre. Et stort madindtag vil booste din forbrænding enormt, og du vil med tiden kunne spise som en normal teenagepige.
Underskud af kcal vil få din forbrænding til at gå i stå igen. Og ved du hvad? Hvis man vil øge sine chancer for en god behandling for at sige farvel til anoreksien, så skal du op på et BMI på mindst 19,5, medmindre du ikke får din menstruation på den vægt, for så skal du højere op.

Lige nu skal du ikke tænke på din kæreste, men på dig. Din anoreksi vil have dig til at tro, at du skal motionere for at blive "trænet slank", men både du, såvel som jeg, ved at den vil hive dig med ned igen. Jeg har efter 7 måneder i behandling fået lov til at dyrke motion 2 gange om ugen, sammen med andre. Jeg må ikke motionere selv endnu. Det er SÅ hårdt at undvære motion, især for anoreksien, men stop din træning nu. Når du har fået din menstruation tilbage, og kan holde en sund vægt, så må motionere igen. Sæt det som et mål, men kun hvis du kan lide at træne for sjov, og ikke for at forbrænde kalorier. Du dør af det, hvis du ikke stopper. Du har ikke overskud, og du er træt. Du får ikke nok mad. Jeg vil virkelig ønske, at du eller dine forældre fik dig involveret i en form for behandling, hvis du ikke allerede er det. Og jeg ville ønske, at dine forældre holdte en hånd over dig, og have et øje på dig, og tog madansvaret fra dig.
Men du må ikke misforstå mig, for du er kommet sindssygt langt. De fem fantastiske, sunde kilo har garanteret ikke været nemme, men det er det værd i længden. Tro mig. Du tager ikke på for at blive fed og doven, men du gør det for at redde sig selv, blive sund, for overskud, føle noget, have det sjovt, leve et langt liv, altså for dig selv.

Det med at stoppe kalorietælling er ret djævelsk. Jeg gjorde det helt impulsivt, efter at have snakket med min psykolog, om at jeg var bange for altid at skulle huske alle de numre. Men en dag besluttede jeg mig bare for ikke at tælle kalorier, tog en kold tyrker. Det hjalp, og det var SÅ rart. Det var som om at en enorm byrde blev taget fra mig, og det gav mig så meget overskud, at jeg ikke skulle gå og tænke på kalorier hele tiden.

Forresten, fem kilo gør dig ikke kvapset! Men jeg har læst mig til, at i starten kan fedtet sætte sig primært på maven, og det er for at beskytte dine organer. Over tid vil det jævne sig ud til noget mere normalt, men det kan gå tid. Du skal være tålmodig og tro på behandling. Du skal have tro på, at du nok skal få dit liv tilbage, hvis du giver 100% til din behandling. Som igen kræver terapi, og det håber jeg virkelig at du har til rådighed.

Jeg ved at du kan give anoreksien et spark i røven ud af dit liv!

Wow sikke et inspirende svar! Blev sådan helt: DET ER DET JEG SKAL!

Jeg ved det kommer til at tage laaaaang tid i praksis, og af en eller anden grund, er der bare et eller andet der stopper mig hver gang? Jeg frygter at blive den tykke pige igen. Jeg har aldrig været overvægtig, men har altid været en af de mest runde. Jeg vil gerne være hende folk de tænker: wow, hun ser herlig ud.  Jeg ved godt at skønhed også kommer indefra, men jeg kan ikke føle mig herlig, hvis jeg simpelthen ikke selv syntes det. 

2500 kalorier?? Jeg kunne sagtens spise det, men jeg VED at jeg vil tage ret meget på! Og det er jo ikke det jeg ønsker. Min vægt er omkring 53 kg nu, omtrent det jeg vejede før i tiden +/- . Så nu vil jeg helst ikke længere op. Savner bare det at kunne nyde en kage en gang imellem, eller spise en røvfuld slik uden at skulle føle mig tvunget til at have underskud resten af ugen. Sådan som jeg 'er' lige nu. så ligger jeg med 300 kalorier underskud hvor jeg altid 'behøver' at overspise 1000 kalorier om lørdagen. JEG HADER DE DAGE. Specielt når jeg er alene, eller keder mig bliver trangen enorm.