Så, nu bliver det langhåret. Vegetar-frikadeller? Har jeg trådt i noget blødt, spørger du måske? Vurder selv. Resultatet var i hvert fald vellykket.
Jeg blev inspireret, da jeg for noget til siden læste om blogger Anna Würtz’ quinoa-frikadeller. Jeg kunne dog ikke lade være med at freestyle lidt over opskriften.
Du skal bruge:
1 dl quinoa (jeg brugte dog en quinoa-bulgur blanding, det var også godt)
1 løg
3 fed hvidløg
3 store spiseskefulde havregryn
4 klumper frossen, hakket spinat, som du tøer op. Vigtigt, at det ikke er helbladet, det er svært at blande.
2 revne gulerødder
2 æg
salt, peber, spidskommen, chili, timian – eller de krydderier, du tænder på.
Jeg puttede også rød peber i, men det var en fejl. De gjorde det lidt svært at holde sammen på farsen, og de tilførte ikke den store smag. Så drop det.
Quinoaen skylles og koges. Det kan man med fordel gøre lidt i forvejen, også så den kan tørre lidt ind, så farsen ikke bliver for våd.

Farsen inden quinoa og æg.
Imens blandede jeg resten af ingredienserne bortset fra æggene. I med færdigkogt quinoa og de to æg, og så begynder det at ligne noget. Frikadeller formes og smides på panden.

Rå deller på panden.
Når jeg laver frikadeller, smider jeg dem altid i et fad, og putter dem i ovnen, mens næste pandefuld bliver klar. Så holder de sig varme, og jeg behøver ikke stresse over, om de nu bliver gennemstegt. Jeg giver dem 150-160 grader.
Min fars blev ret løs, og jeg var noget skeptisk. Alt endte heldigvis godt, og jeg synes, at dellerne blev ganske pæne og velsmagende.

Så er der serveret!
Jeg servede dem med en fuldkornspastasalat med pesto, rød peber, lynstegt squash og fetaost (ikke det sundeste i hele verden, men hey, vi skal jo også have noget at leve af). Jeg kogte også nogle bønner til, mums.




















8. Februar 2012 - 19:43 Lotte Sørensen
Mmm, spidskommen er mit yndlingskrydderi, Simone! Og squash er en god ide, måske revet?
Og tak for rosen ;-)
6. Februar 2012 - 22:49 Anonymous
Jeg har lige lavet dem, det var et hit. Jeg brugte rigeligt spidskommen og lidt squash, det smagte dejligt :) Det bliver ikke sidste gang. Tak for opskriften og en god blog! Kh Simone
5. Februar 2012 - 22:17 Lotte Sørensen
Dejligt at du kunne bruge opskriften Ceci! Brugte du dem i wraps så?
Heidi, jeg har endnu ikke fået min take out bix stablet på benene, men skal nok give lyd ;-)
4. Februar 2012 - 19:29 Ceci Paulsen
Tuuusind tak for din skønne opskrift. :) Jeg har lige fuldt opskriften og det smagte dejligt! Jeg ville have købt falafler til mine wraps, men faldt over denne opskrift. Jeg havde tilfældigvis alle ingredienserne, så det lavede jeg i stedet (og sparede penge for falaflerne). Jeg lavede dem godt nok i ovnen, men det var virkelig godt. :)
2. Februar 2012 - 10:41 Heidi
Mums...... Sender du ik lige sådan en portion ud til en handicappet medblogger ???? :)