Hvem gider løfte blikket over mors tredje maratonmedalje, når far kan fylde en hel skuffe?
4. maj 2010
Ungerne gad knap nok løfte blikket, da jeg for en uge siden vendte triumferende hjem fra Hamburg med min tredje marathonmedalje. De er vant til, at min mand kommer slæbende med to-tre af den slags– om ugen, vel at mærke. Som om det at løbe en marathon var lige så selvfølgeligt som at gå en tur i parken. Så der er virkelig gået inflation i det, der engang blev betragtet som en nærmest ekstrem præstation. I hvert fald hjemme hos os og de andre såkaldte marathon-tosser (det kalder de sig selv), som ikke kan få nok af de lange løb og ofte har løbet langt over 100.
En hel flok af dem boede på vores hotel i Hamburg. Så dem kunne jeg ikke imponere med alle de lange, ensomme ture, jeg havde tvunget mig selv ud på gennem årtiers værste isvinter. De kunne heller aldrig drømme om at forsage rødvin de sidste uger op til løbet, sådan som jeg havde gjort det. Eller sætte sig ind i min rædsel for, om jeg nu kunne klare de 42.2 km, og mine tvivl om, hvor meget man skulle spise og drikke undervejs. De er ganske enkelt i en anden liga, hvor den slags – for mig: essentielle problemer, der kan koste en nattesøvn – er blevet trivialiteter.
Godt, man har veninder og søskende og en mor, der aldrig selv har løbet en maraton og derfor stadig kan synes, at man er helt utrolig sej! Det har man nemlig brug for at føle sig, når de mange kilometer begynder at bide i musklerne. Man har også brug for heppere med realitetssansen i god behold. At løbe en maraton er altså en stor fysisk og metal præstation, hver eneste gang, så jeg har måttet tvinge nogle anerkendende ord ud af et par facebookveninder for at kunne sole mig bare lidt i min præstation.
Ja, nu du (endelig!) spørger, kom jeg nemlig fint gennem ruten i Hamburg. For første gang uden min mand eller løbekollega som "medløber". Absolut ikke i nogen fantomtid, men løbet var tænkt som den sidste store styrkeprøve før Stockholm Marathon om lidt over en måned.
Når jeg nu har nydt sejren lidt, skal jeg knække koden til, hvordan jeg restituerer på rekordtid og samtidig bygger formen op til den 5. juni. Lykkes det mig at nakke den fjerde medalje, halter jeg bare 3629 km efter min mand.
17. maj - 00:00 | Sund vægt
Hjælp, jeg taber alt mit fedt på brysterne
16. maj - 22:28 | Farvel mavedelle
16. maj - 22:14 | Kost og træning
16. maj - 20:16 | Løb
Hjælp, jeg taber alt mit fedt på brysterne
16. maj - 22:28 | Farvel mavedelle
12. maj - 15:39 | Sund vægt
Ingen flad mave, lige meget hvad jeg gør!
15. maj - 14:35 | Kost og træning
13. maj - 21:22 | Sund vægt
Lige, hvad vi manglede: Et transportabelt dametoilet.
Spis en avocado og drop træningen, siger en ny populær ...
"En dansk kvinde har lige kvalificeret sig til Guinness ...
12 år som chefredaktør har givet Karen Lyager Horve en ...
Æg, der flyver gennem luften, langspyt med svenske ...